AAU-historikers bog udkommer i 130.000 eksemplarer

AAU-historikers bog udkommer i 130.000 eksemplarer

Lektor Poul Duedahls bog ’Gudhjemtid’ er netop blevet trykt i et ekstraoplag på hele 130.000 eksemplarer. Det er et af de største oplag, som en historiebog i Danmark er udkommet i – nogensinde.

Bogen, der handler om 500 års samliv med uret og om hvordan det gik til, at danskerne blev slaver af tiden, har fået ualmindeligt fine anmeldelser, og nu har Danmarks næststørste mediekoncern – Jysk Fynske Medier – så besluttet at betale og dele en paperbackudgave med de trofaste abonnenter af deres aviser og dagblade. Bl.a. abonnenterne af JydskeVestkysten, Aarhus Stiftstidende og Fyens Stiftstidende. De mange bøger bliver distribueret med avisbudene i løbet af november måned.

Bogen er første bind af Aarhus Universitetsforlags nye satsning ’100 danmarkshistorier’, der i 100 bøger à 100 sider, skrevet af 100 danske historikere, fortæller 1.000 års danmarkshistorie. Hver bog tager udgangspunkt i en vigtig begivenhed, et tema eller et årstal. Bøgerne udgives en gang om måneden de næste 100 måneder. I alt bliver det til 10.000 siders rigt illustreret danmarkshistorie. Serien er støttet af A.P. Møller Fonden.

Læs mere om bogen på forlagets hjemmeside.