Tilfældighedsprincipper

En række lyrikere arbejder bevidst med tilfældighed som et centralt greb i skriveprocessen i et forsøg på at undgå, at forfatterens egne intentioner bliver for dominerende og begrænsende.  Tilfældighedsprincipper har særligt spillet en rolle i eksperimenterende kunst i det 20. århundrede. Blandt de mest berømte ideer til brugen af tilfældige principper i lyrikken er Tristan Tzaras opskrift til en Cut-up teknik, hvor man skal klippe ord ud fra en avis og trække dem op fra en pose i en tilfældig rækkefølge. Surrealisternes interesse for automatskrift kan ses som et forsøg på at komme bag om forfatterens bevidste styring. At bruge tilfældighed i skabelsesprocessen eller i selve opførelsen af et værk, har en parallel i musikken og i særdeleshed den modernistiske musik i 1950’erne og 1960’erne med kompositioner af John Cage og Pierre Boulez. Kunstnere, der arbejder med anvendelsen af tilfældighedsprincipper forholder sig typisk til visse benspænd eller systemer. Regler kan være med til at vække nye ideer og kreativitet. Det kan være restriktioner i forhold til værkets form, vokabularium eller indhold. Et eksempel på et kreativt benspænd er lipogrammer, hvor man systematisk udelukker et bogstav eller flere. Med opfindelsen af computeren og nettet er der kommet nye metoder i brug i forhold til tilfældighed. Et eksempel fra 2010’erne er Paul Soulellis Chancebooks, hvor værkerne opstår ved tilfældighedsprincipper i forhold til brugen af Wikipedia, random.org og print-on-demand.