Bog om mytteri i Dansk Vestindien løber med prisen for Årets Historiske Forskningsresultat 2018

Bog om mytteri i Dansk Vestindien løber med prisen for Årets Historiske Forskningsresultat 2018

Prisen for Årets Historiske Forskningsresultat 2018 gik til: Lektor Johan Heinsen ved Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet for bogen Mutiny in the Danish Atlantic World: Convicts, Sailors and a Dissonant Empire.

Den Danske Historiske Forening, der bl.a. står bag udgivelsen af landets førende historiske tidsskrift, Historisk Tidsskrift, har indstiftet en ny pris, der skal skabe synlighed og kollegial anerkendelse: Årets Historiske Forskningsresultat. Prisen er skabt for at anerkende videnskabelig kvalitet og anspore til fremragende faghistorisk forskning, og den tildeles forfatteren af den mest innovative eller tungtvejende faghistoriske publikation udgivet i det seneste kalenderår. Prisen består – ud over æren – af et diplom og 10.000 kroner. 

Tirsdag den 21. august 2018 – blev prisen uddelt for første gang. Det skete i forbindelse med Dansk Historikermøde, der i disse dage løber af stablen på M/S Museet for Søfart i Helsingør, og prisen blev overrakt af museets direktør Ulla Tofte. Prisen for Årets Historiske Forskningsresultat 2018 gik til: 

Lektor Johan Heinsen ved Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet for bogen Mutiny in the Danish Atlantic World: Convicts, Sailors and a Dissonant Empire.

Direktør Karen Skovgaard-Petersen begrundede, på vegne af bedømmelsesudvalget, valget på denne måde: 

”Johan Heinsens bog, der udkom på forlaget Bloomsbury i oktober 2017, tager udgangspunkt i en konkret begivenhed: et mytteri som fandt sted i 1683 ombord på skibet ’Havmanden’ under rejsen fra Danmark til St. Thomas. Gennem et nærstudie af denne begivenhed gentænker og nyfortolker Johan Heinsen hele fortællingen om grundlæggelsen af de danske koloniale besiddelser i Caribien. 

Hvor den klassiske tilblivelseshistorie har fokuseret på kongelige ambitioner, egenrådige guvernører og kapitalstrømme, eller på slavetransporterne fra Afrika, har Heinsen i stedet anvendt hidtil uudnyttede dokumenter på Rigsarkivet til at sætte fokus på en gruppe mennesker, som har været forsømt i forskningen, nemlig de matroser og straffefanger, som huserede på skibenes nedre dæk. Sagen er nemlig den, at Vestindisk-Guineisk Kompagni ikke alene sejlede afsted med embedsmænd og afrikanske slaver men ønskede at supplere arbejdskraften med de ufri og æreløse straffefanger fra Bremerholmen i København. En beslutning
som fik store og uforudsete konsekvenser. Drivkraften bag en række centrale begivenheder – og ændringen af magtforholdene på St. Thomas – kan nemlig føres tilbage til rygtedannelser og frihedsdrømme hos dem. 

Gennem dokumenterne er Heinsen i stand til at genskabe, hvad skibenes besætninger talte om, hvordan de forstod deres situation og hvordan rygtestrømme førte til konkret handling. Særlig straffefangerne oplevede de overordnedes trusler, rygterne om trældommen og den udsigtsløse fremtid som et incitament til oprør og flugt – og mytteriet på ’Havmanden’ blev en central begivenhed, når man vil forstå, hvorfor den danske stat for en stund opgav koloniprojektet. I stedet udviklede St. Thomas sig til en af Caribiens værste sørøverreder, og først hen mod århundredets slutning og med mange års forsinkelse kom der igen styr på foretagendet. Heinsens tilgang og brug af dokumenter er dybt original, og indholdet flytter grundlæggende ved vores forståelse af Danmarks koloniprojekt i anden halvdel af 1600-tallet. At bogen så ovenikøbet er overordentlig velskrevet, tæller måske mindre i forskningssammenhæng, men gør den alligevel til et helstøbt og på alle måder prisværdigt stykke forskning”.


For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Bestyrelsesmedlem Poul Duedahl (tlf. 30 89 16 57) eller prisvinderen Johan Heinsen (tlf. 61 65 39 87).

Kilde: Den Danske Historiske Forening

* * *

► Se Johan Heinsens forskningsprofil

► Læs interview med Johan Heinsen, AAU's Talentplejeprogram

► Læs mere om CEPS - Cultural Encounters in Pre-modern Societies

► Læs mere om Institut for Kultur og Globale Studier

► Find, følg og like Historiestudiet på Facebook 

► Find, følg og like Institut for Kultur og Globale Studier på Facebook