Torben Kjersgaard Nielsen fejrer 25 år i statens tjeneste

Torben Kjersgaard Nielsen fejrer 25 år i statens tjeneste

Den 11. august rundede lektor ph.d. Torben Kjersgaard Nielsen 25 års arbejde i statens tjeneste.

Torben Kjersgaard Nielsen blev ansat som adjunkt på historiestudiet ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet i 1996 efter at have taget en ph.d.-grad ved Aarhus Universitet på en afhandling om pavedømmets juridiske, teologiske og politiske tænkning i højmiddelalderen. 

1996 åbnede historiestudiet på Aalborg Universitet som et fuldt studium med såvel BA- som kandidatuddannelse, og Torben Kjersgaard Nielsen har siden starten således været med til at bygge et stort og velfungerende historiestudium og forskningsmiljø op.

Historiestudiet ved Aalborg Universitet har i perioden frem til i dag gennemgået en udvikling, hvor studentertallet stort set kun er gået opad, og hvorfra forskningen er bredt anerkendt og internationalt udbredt. Studiet er i dag et populært og velanskrevet studium, som tiltrækker studerende fra hele Danmark.

Siden 1996 har Torben Kjersgaard Nielsen været studieleder, medlem af Akademisk Råd og forskningsgruppeleder. Han er medlem af censorkorpset for historie, og har som specialevejleder vejledt tæt på 100 studerende til deres kandidatgrad – i emner som middelalderhistorie, museologi og moderne historiebrug.

Han har fungeret som evaluator af forskningsprojekter i både EU-regi, Norge og Letland. Torben Kjersgaard Nielsen forsker i de baltiske korstogs historie, det middelalderlige pavedømme og Danmark i højmiddelalderen, og hans mange publikationer inden for disse emner - publiceret i såvel danske som internationale sammenhænge - nyder både national og international anerkendelse. 

* * *

► Læs mere om Torben Kjersgaard Nielsen

► Læs mere om CEPS - Cultural Encounters in Pre-modern Societies

► Læs mere om Institut fo Kultur og Globale Studier

► Find, følg og like Historiestudiet på Facebook 

► Find, følg og like Institut for Kultur og Globale Studier på Facebook