Aalborg Universitet plantede kvinde-eg

Aalborg Universitet plantede kvinde-eg

Som en markering af 100-året for kvindernes stemmeret plantede rektor og prorektor et godt fem meter højt træ på universitetets område. AAU’s nye kvinde-eg blev dermed del af en tradition, som opstod efter grundlovsændringen i 1915.

Der var sus i de efterårsgule blade, da Aalborg Universitet 28. oktober markerede 100-året for danske kvinders stemmeret. Det skete ved en ceremoni arrangeret af FREIA – Center for Kønsforskning fra Institut for Kultur og Globale Studier på plænen foran universitetets bygning på Kroghstræde 3, hvor rektor Per Michael Johansen og prorektor Inger Askehave svingede skovlene og plantede en såkaldt kvinde-eg.

Det godt fem meter høje nyplantede egetræ på AAU blev dermed del af en tradition, der opstod efter grundlovsændringen i 1915. Før den havde kun 35 procent af landets befolkning stemmeret, og udelukket fra at stemme var bl.a. kvinder og tjenestefolk. Da grundlovsændringen ændrede det, blev der flere steder i landet plantet egetræer for at markere, at kvinder nu også kunne udøve deres demokratiske ret.

”Grundloven fra 1915 var demokratiets grundlov, og det er der god grund til at fejre. Der er stadig cirka 30 kvinde-ege rundt omkring i landet, som bliver passet og står som en markering af stemmeretten”, sagde professor Anette Borchorst fra Institut for Statskundskab ved plantningsceremonien.

Hun fortalte, at der i det hele taget er god grund til at mindes de danske kvindesagsforkæmpere, når man færdes på universitetets område omkring Fredrik Bajers Vej og Fibigerstræde. Politikeren Fredrik Bajer og hans kone, Matilde, var bl.a. med til at stifte Dansk Kvindesamfund i 1871, mens en anden Mathilde, nemlig hende der var gift med Johannes Fibiger var en af landets første fortalere for kvindefrigørelse.

Rektor Per Michael Johansen gentog det oplagte i at have en kvinde-eg på Aalborg Universitets område og supplerede:

”I disse tider, hvor det politisk set ikke altid er let at være et universitet, kan det også være godt at have et egetræ at støtte sig op ad”.

Ceremonien blev rundet af med en sang skrevet af professor Gunhild Agger fra Institut for Kultur og Globale Studier, som bl.a. lød:

Men sangen voksed’ sig stærk og stor

i Gyrithe, Jutta og Luplaus kor.

Politisk modenhed har vi, du

Så stemmeret får – og lige nu.

Ja, ja, ja.

I nittenhundredfemten, da kom den dag

 
Yderligere oplysninger:

Lektor Helene Pristed Nielsen, tlf. 9940 9140, e-mail: pristed@cgs.aau.dk

Professor Anette Borchorst, tlf. 9940 8427, e-mail: ab@dps.aau.dk